Interview med Pernille Blume

Pernille Blume er ufatteligt god til at svømme utrolig hurtigt. Den 26-årige svømmestjerne, der er vokset op i Bagsværd, kom for alvor på hele nationens læber, da hun i sommeren 2016 moste modstanderne og vandt OL-guld i Rio de Janeiro i disciplinen 50 meter fri. Selvom vi i Danmark har fine svømmetraditioner, var det første gang siden 1948, at vi som nation vandt en OL-guldmedalje i et olympisk bassin. Men det skulle blive til endnu mere metal for Pernille Blume. For mindre end en time senere måtte hun i bassinet igen, da hun sammen med Mie Ø. Nielsen, Rikke Møller Pedersen og Jeanette Ottesen sikrede endnu et flot resultat til Danmark. Denne gang var det en bronzemedalje, hun kunne hænge om halsen, efter de fire kvinder havde gennemført en 4 x 100 meter medley i stor stil.

Vi har fanget Pernille Blume til en snak om livet som elitesvømmer, der for hendes vedkommende har budt på lidt af hvert.

Vi starter dog lige lidt før, Pernille Blume begyndte at sprinte med om medaljerne til de største stævner, konkurrencer og turneringer.

Det var i en forholdsvis tidlig alder, hun fandt ud af, at svømningen, bassinet og klorvandet var det rette element for hende. Hun voksede op med ture i svømmehallen, og det var også noget, der fyldte meget for hendes storebror. Som årene gik, blev svømning en naturlig del af hendes liv, for det havde altid været en del af hendes hverdag.

- Jeg fandt ret tidligt ud af, at jeg havde gejsten og lysten til at svømme hurtigt. Jeg tror allerede, det var på Guldfiskeholdet, som er et af svømmeholdene for de yngste, jeg fandt ud af, svømning er utrolig sjovt. Jeg havde en naiv tro på, jeg kunne rigtig meget, og det kunne jeg nok egentlig ikke – men troen var der! Og den tro på tingene var afgørende, for efterhånden følte jeg mere og mere, at jeg passede ret godt ind i det miljø, vi havde, og bassinet var det rette element for mig, siger Pernille Blume.

Hun fortæller, at det nok først var omkring 2008, hun fandt ud af, hun faktisk var rigtig god og kunne gøre det her til en stor og vigtig del af hendes liv.
 

- Det var i svømmehallen, jeg havde mine venner, og det var her, vi hyggede os og havde sjov og ballade, siger hun.

Tingene ændrede sig dog hurtigt fra sjov og ballade til at blive nogle større tanker om, hvad sporten kunne blive til for Pernille Blume. I 2008 var der OL i Beijing. Man skulle være vågen om natten for at se en række af konkurrencerne, og netop i de her sene nattetimer sad hun og kiggede med, mens de mange svømmere dystede om det tunge metal, som på få sekunder kan ændre livet som elitesportsudøver.

- Det var fantastisk at sidde der midt om natten og se, de mange svømmere dyste – og netop der fik jeg i den grad oplevelsen af, at det er en dybt professionel sport. Jeg vidste, at det her ville jeg gerne bruge min tid og mine kræfter på - og en dag skulle det være mig, tænkte jeg. Fra det øjeblik følte jeg, at jeg fik en mere professionel mentalitet og tilgang til sporten, og jeg begyndte at indse, at det her skulle være en stor del af mit liv, siger Pernille Blume.

Pernille Blume blev hurtigt indstillet på, at hvis hun ville nå sine mål som svømmer, var hun nødt til at dedikere sig fuldstændigt til sporten. Det kræver blod, sved og tårer at nå til tops i de fleste sportsgrene, og på det område er det ikke meget anderledes, når det kommer til svømning.

- Svømmeverden er bygget sådan op, at man allerede i en meget ung alder skal bruge store mængder tid og kræfter på sporten. Man træner morgen og aften, og man bliver hurtigt bevidst om og indstillet på, at den her sport kræver utrolig meget. Så for mig er det nærmest en bevidsthed, jeg er vokset op med. Derfor har jeg altid vidst, at det vil kræve meget, hvis man vil opnå resultater, siger hun.

Hun fortæller, at hvis hun ville opnå noget stort, var spørgsmålet ikke, om hun vidste, hvor meget det krævede af tid og kræfter. Spørgsmålet var, hvor meget hun skulle dedikere sig til sporten – og ikke til den sjov og hygge hun havde med vennerne i svømmehallen.

- Jeg skulle finde ud af, hvor jeg ville hen med sporten, og hvor seriøst jeg skulle tage det. For hvis jeg ville videre med det her, skulle jeg ikke bare op til den varme bruser eller ind i saunaen, når jeg synes, det blev lidt hårdt. Jeg skulle kæmpe videre, siger hun. Hun indrømmer dog, at når det er sagt, hopper hun altså stadigvæk i sauna eller ind under den varme bruser i ny og næ, når træningen har været lidt hård. Det skal der være plads til, siger hun.

- Selvom det ofte er utrolig hårdt, har jeg aldrig følt, jeg måtte ofre noget eller er gået glip af noget, jeg ikke selv havde kontrol over. Jeg synes altid, jeg selv har valgt svømningen til. Det er mig selv, der har villet, og hvis jeg ikke har haft lyst, har jeg gjort opmærksom på det. Det kan godt være, at en træner har sagt til mig, at det er fint nok, hvis der var en ting eller to, jeg ikke ville, men så kom jeg bare ikke med til det ene eller det andet. Så måtte jeg jo tage et valg og spørge mig selv, hvor meget det betød for mig, siger hun. 

Hun har lært siden, at bare fordi man siger fra i ny og næ, betyder det altså ikke, at man ikke kommer med til konkurrencerne.

- Det kan have konsekvenser at sige nej, og tidligere har jeg nok været lidt for flink til bare altid at sige ja til, hvad fx træneren har sagt, jeg skulle gøre. Nu er jeg kommet til den erkendelse, at det for mig handler om at finde en god balance mellem tilvalg og fravalg. For så tror jeg, det er nemmere at nyde hverdagen som elitesportsudøver. Det har været nødvendigt for, at jeg kunne danne mig min egen vej her i sporten og blive ved med at være en del af svømmeeliten, siger hun.

Pernille Blume bor egentlig i Danmark, men med hendes svømmehold, det internationale svømmehold Energy Standard, foregår træningen i Tyrkiet, hvor hun derfor bruger rigtig meget tid. Her byder hverdagen oftest på to omgange træning, et stort fokus på måltiderne, og så skal der også gerne være plads til en lur mellem de to træningspas, der kan bestå af to gange svømmetræning – eller en svømmetræning og en omgang styrketræning.

- Når jeg er i Tyrkiet, er det i høj grad træningen, der er i højsædet. Men der er heldigvis også plads til andet – fx det sociale med de andre svømmere. Jeg klikker rigtig godt med mine holdkammerater. Man kan nærmest kalde det et lille svømmekollektiv. Vi er samme sted i vores liv og karrierer, og det er vi gode til at være fælles om, både når det handler om svømning og om privatlivet, siger Pernille Blume. Hun fortæller, at hun lige nu føler sig mere professionel end nogensinde før.

Hun er nået en alder, hvor hun har nogle værdier og behov, som også bevæger sig udenfor svømmebassinet. For livet er andet end blot svømning og træning, siger hun. Da hun var yngre, gik hun meget op i at gøre tingene på en bestemt måde, når det kom til livet som svømmer, og hvis hun skulle opnå resultater, siger hun.

- Svømning er en livsstil. Det er så stor en del af mit liv. Det er ikke bare at tage op i træningscentret og lave mine øvelser. Det er en måde at leve på. Tingene har dog ændret sig lidt i de forgangne år, og det har måske også noget at gøre med, at jeg med OL-guldet i 2016 har fået det ultimative resultat. Jeg vil selvfølgelig gerne vinde mere, men det at være professionel svømmer er en rejse, hvor jeg løbende finder ud af, hvordan min krop, mentalitet og psyke ændrer sig. Mine og min krops behov er bare anderledes nu i forhold til dengang. For der er en kæmpe forskel fra for bare få år siden og til nu, siger hun.

Vi kender det alle sammen, og det er ikke anderledes for en elitesvømmer som Pernille Blume. Der er gode dage, og der er dårlige dage. Hun giver hurtigt udtryk for, at det absolut er de gode træningsdage, der er flest af. Det er de dage, hvor træningen først starter 9.30, dagen byder på udendørs træning, solskin, en smilende træner og et smilende hold, der bare er i godt humør. Træningsprogrammet starter måske med en øvelse, der får pulsen i vejret og kroppen godt i gang, og efter træningen er det tid til en god frokost, efterfulgt af en lur. Den gode dag slutter med aftentræning med sprint i bassinet, hvorefter der er dejlig aftensmad og så noget tid til at slappe af og være sammen med venner og veninder.

- Der findes også den dårlige dag, siger Pernille Blume grinende og fortsætter: Tidlig morgentræning er i hvert fald en af de ting, der kan gøre, at dagen starter lidt skidt. Man kan også have en af de dage, hvor man bare synes, at vandet er virkelig koldt og slet ikke har lyst til at være i det. Nogle dage er man rigtig træt og har alt for mange ting på kalenderen, og så kan det være svært at være mentalt til stede under træningen. Så føler man bare, at træningen skal overstås, så man kan nå alle de andre ting. Det er alt sammen noget, der kan gøre en træningsdag rigtig skidt. Og de dage findes altså, og det skal der også være plads til. Det er også sådan nogle dage, der gør, at man bliver mindet om de skønne træningsdage. Så husker man på, hvad der er vigtigt, hvad der motiverer dig, og hvad der får dig til at leve det her liv. På den måde bidrager de dårlige træningsdage altså også til det store billede, siger hun.

Pernille Blume var 22 år, da hun opnåede det ultimative i sin sport. Hun spurtede fra resten af bassinets kombattanter med en tid på 24,07 sekunder, og pludselig kulminerede alt det, som de fleste elitesportsudøvere drømmer om, at karrieren kan ende ud i. Men kan det virke hæmmende at vinde det ultimative i en så forholdsvis ung alder, som Pernille Blume gjorde det i?

- Det har bestemt ikke været et problem for mig og min motivation, at jeg vandt OL-guld, da jeg var 22 år. Det har tværtimod fået mig til at ville mere og gjort mig endnu mere nysgerrig på, hvordan jeg kan forbedre mig. Det er ikke resultaterne, der har drevet mig. Det driver mig at kunne prøve nye ting af, finde ud af, hvordan jeg bliver bedre, og gang på gang opleve, hvordan den her sport, der kan virke

så sort/hvid, alligevel er så nuanceret. Det er fantastisk at mærke på egen krop, hvordan man kan udvikle sig selv og sporten ved at gøre noget, der er forskelligt fra det, man plejer at gøre, siger Pernille Blume.

Derfor er motivationen ikke dykket, bare fordi hun har opnået det største. Hun vil udvikle sig og se, hvordan hun kan blive endnu bedre.

- Når man bliver ved med at være nysgerrig på den konstante udvikling og nytænkning i livet som atlet, så kommer resultaterne også. Det har været altafgørende for mig at blive bevidst om, at tingene ikke bare er, som man fik at vide, de var, dengang jeg var 18 år gammel, siger hun.

I sommeren 2020 skulle Pernille Blume efter planen igen have dystet om OL-medaljer – denne gang i Tokyo i Japan. Hun skulle igen forsøge at bevæge sig som en torpedo gennem vandet og dermed forsvare sin guldmedalje fra legene i Rio de Janeiro. Men det olympiske bassin kunne blive fyldt nok så meget med klorvand – det skulle ikke blive til noget. For COVID-19 gjorde verdenssituationen noget anderledes, end hvad vi plejer, og i takt med, at smitten begyndte at sprede sig verden over, begyndte diverse kultur- og sportsarrangementer at blive udskudt eller aflyst. I slutningen af marts blev de Olympiske Lege i Tokyo officielt udskudt til sommeren 2021.

- Jeg mærkede egentlig en form for lettelse, da OL blev endeligt udskudt. Og det var ikke fordi, jeg ikke glædede mig til OL, men det virkede så stresset og forceret, hvis man ville forsøge at få det til at løbe af stablen, når verden så ud, som den gjorde.

Mange var og er stadigvæk bange for virussen, og det ville være helt skørt at gennemføre så stort et arrangement. Det havde ikke stemt overens med verdenssituationen, siger Pernille Blume.

Træningen og forberedelsen til Tokyo 2020 var meget præget af den store tvivl om, hvorvidt OL ville blive til noget eller ej. Og det var ikke optimale forhold for Pernille Blume. Nu kan hun forhåbentlig glæde sig til, at det bliver skudt i gang i sommeren 2021.

- Nu giver det mig endnu et år til at forberede mig, og det kan jeg bruge til rigtig meget – især i forhold til, hvor dårlig forberedelse man har haft, når det i en tid var så uvist, om OL blev til noget eller ej. Og at det er blevet udskudt et år, ændrer ikke på, hvorfor jeg er i svømning. For jeg svømmer ikke kun på grund af OL, siger hun.

Pernille Blume ved endnu ikke, hvornår hun kan komme tilbage til stævner og konkurrencer, efter den efterhånden så lange pause, COVID-19 har tvunget svømmeverden ud i. Hun fortæller, at de hører lidt om nogle stævner og konkurrencer her og der, som måske kan blive til noget, men i bund og grund ved de ikke, om de kommer til at foregå.

- Det bliver mærkeligt at komme tilbage til en normal hverdag igen, hvor vi træner op mod konkurrencer og stævner. Man kan håbe, det bliver omkring slutningen af oktober eller starten af november, vi er i gang med konkurrencer igen, men det er kun spekulationer. Det betyder, at den nærmeste fremtid er lidt uvis lige nu, og det kan da godt være irriterende, siger hun.

Lige nu er hun glad for, at det ligger lidt ude i fremtiden, når hun endelig får bekræftet, hvornår det igen er tid til stævner. For så har hun tid til at få bygget formen op så godt som muligt. 

- Så må vi se, om det er nok til at svømme med om sejren. Det er svært at sige, hvor godt jeg kommer til at klare den, for det er en helt unik situation, som jeg aldrig har stået i før. Men det handler bare om at være så godt forberedt som muligt – og samtidig kommer jeg også til at tage den næste periode med et åbent sind, fordi det er så nyt og anderledes, siger Pernille Blume. 

Hun skal nok være klar, når det gælder, mener hun. Og motivationen kom hurtigt til tops, da hun igen begyndte at træne med sit hold i Tyrkiet.

- Motivation er en finurlig ting. Den er jo aldrig konstant. Den rykker sig op og ned, fra uge til uge, dag til dag, måned til måned og år til år. Jeg synes helt sikkert, jeg har kunnet mærke, min motivation har været ramt under Corona-krisen. Jeg har ikke været i mine normale omgivelser og omstændigheder, siger hun.

Lockdown-perioden har givet hende plads og tid til at vende mange tanker og spørgsmål – for eksempel tanker om, hvorvidt hun egentlig havde lyst til livet som elitesvømmer eller ej, for nogle gange var motivationen helt væk under pausen. Hun fortæller, at motivationen og lysten til svømmelivet straks kom tilbage, da hun blev samlet med holdet, ligesom hun også blev bekræftet i, hvorfor hun lever livet som elitesvømmer.

- Det er sundt i ny og næ at tage tingene op til overvejelse – og i hvert fald gøre sig nogle tanker om, hvorfor man lever det liv, man gør. Og jeg har fået nogle gode svar ud af de spørgsmål, jeg har stillet mig selv. For jeg er 100 procent sikker på, at jeg skal svømme videre – også på højeste niveau. Det bliver absolut ikke en lockdown som denne, der skal få mig til at sætte punktum. Det er simpelthen for fesen en måde at slutte på, griner hun.