Gå til forside

5. OKTOBER 2017

Nedtælling til Ironman på Hawaii

I august vandt Michelle Vesterby i suveræn stil KMD Ironman i København, men faktisk er det først om et par uger, at startskuddet til sæsonens helt store mål går – nemlig til VM i Ironman på Hawaii.

For to år siden vandt Michelle KMD Ironman Copenhagen og blev nummer 4 til Ironman Hawaii – hendes til dato bedste placering i det race. I år vandt Michelle igen i København, og ovenikøbet i overlegen stil. Det tegner godt for det kommende VM på Hawaii, som hele tiden har været Michelles helt store mål med sæsonen.

Det er sjette gang, Michelle stiller til start i det prestigefyldte løb, så hun ved hvad der venter – selvom alt kan ske på Hawaii, og intet er givet på forhånd.

Vi har taget en snak med hende om forventningerne og det helt særlige løb. Læs med længere nede.

VM i Ironman på Hawaii nærmer sig – hvad glæder du dig mest til ved det race?

”Jeg elsker bare alt ved racet på Hawaii. Det er det ultimative indenfor triatlon, og det er der, alle vil performe. Alt omkring racet er super intens – medier, forventninger, sponsorer. Jeg elsker det pres og den spænding der bygges op før løbet.”

Hvad gør Ironman Hawaii så specielt?

”Det var der, det hele startede – det er bare legendarisk! ALLE de bedste i verden kommer. Det sker kun en gang om året, og det er på Hawaii.”

Hvad er dine forventninger til din egen præstation VM på Hawaii?

”Jeg er jo blevet nummer 4 og 6 de to sidste år, så jeg VIL på det podium i år som den første danske kvinde. Med det mål ligger jeg et stort pres på mig selv, men jeg er klar.”

Feltet på Kona er stærkt - hvem er dine største konkurrenter?

”Det særlige ved Ironman Hawaii er, at alle 35 professionelle kvinder har potentiale til at opnå en god placering. Det gør det svært at udpege en eller to konkurrenter, for alle kan race med om top 10, halvdelen om top fem, mens 20 % har potentiale til at gå på podiet og vinde. Selvfølgelig er der nogen, der står mere ud, men det fascinerende på Hawaii er, at alt kan ske, hvis man ikke holder sig til sin egen gameplan, får kølet sig ned undervejs, tanket op med energi og så videre.”

Du vandt i flot stil i København, hvordan føltes det, og kan du bruge den oplevelse på Hawaii?

”Den opbakning jeg oplevede i København var helt unik, og jeg er så glad for, at jeg valgte at stille til start. At vinde i København har givet mig et kæmpe mentalt boost frem mod Hawaii. Jeg fået bevist over for mig selv, at jeg er på rette vej, så jeg er topmotiveret til de næste uger med hård træning, så jeg kan gøre Danmark stolt på Hawaii.”

Vi glæder os til at følge Michelle Vesterby på Kona, Hawaii og tror på, at hun kan køre helt til tops, når starten går den 14. oktober 2017.

 

Går du og overvejer at kaste dig ud i en Ironman? så har SPORTMASTER et stort udvalg af tøj og sko. Se udvalget af løbetøj, cykeltøj og badetøj her!