Gå til forside

Pressemeddelelse

Sportmaster Danmark får ny holdkaptajn:

Dorthe Bloch bliver ny Country Manager

Frasers Group kan med stor glæde meddele, at Dorthe Bloch fra den 1. maj 2023 indtræder i stillingen som Country Manager for Sportmaster Danmark. Fokus er på drift og vækst af Sportmaster i Danmark med udgangspunkt i Frasers Groups paneuropæiske strategi.

Dorthe Bloch startede i Sportmaster i maj 2021 og har siden været en del af ledelsesgruppen. Først i rollen som Head of Purchase & Category Management og senest som Head of Retail. Dorthe Bloch har mange års erfaring fra flere ledende stillinger i andre store retailkæder.

Dorthe kom til Sportmaster med stor erfaring fra sport- og retailverdenen og har fra starten vist, at hun er en dedikeret holdspiller og en dygtig leder. Dorthe besidder de kompetencer, der skal til for at sikre operationalisering af vores strategi og vækst på det danske marked. Vi ser frem til at bringe hendes kompetencer og ledelseserfaring yderligere i spil,” udtaler Frasers Group.

I løbet af sine to år i Sportmasters ledelsesgruppe har Dorthe fået et dybdegående kendskab til virksomheden – både på hovedkontoret og i butiksledet, og har været involveret i dialogen med Frasers Group, der købte Sportmaster i maj 2022. Hun ser frem til de nye udfordringer:

Jeg er både stolt og beæret over at tage roret i Sportmaster. Jeg har en bred forståelse for samspillet mellem strategi og det operationelle niveau og har stor erfaring med at omsætte strategi til virkelighed. Jeg ser frem til at løfte Sportmaster sammen med holdet,” siger Dorthe Bloch.

I den kommende tid vil afgående administrerende direktør Andreas Holm fokusere at sikre og forhandle det setup og fundament, der skal give grundlag for fremadrettet lønsom drift og vækst i virksomheden. Andreas Holm rekrutterede Dorthe Bloch til Sportmaster og glæder sig over udpegelsen af en stærk og erfaren ledelsesprofil til fremtidens Sportmaster.