Nu er det nok! TV2’s journalistik er tendentiøs og rammer os og vores medarbejdere hårdt
- Vi har dansk CVR-nummer og beskæftiger mere end 1000 dygtige medarbejdere
- Vi har dansk overenskomst og danske kontrakter
- Vores ejere har tilført et trecifret millionbeløb til Danmark for at redde selskabet
Du har muligvis set medieomtale vedr. skattely og penge fra de danske COVID-19 hjælpepakker. Omtalen er startet hos TV2 og videresendt til mange medier af Ritzau. De får det til at fremstå, som om der via SPORTMASTER havner COVID-19-støttemidler i udlandet. Det er ikke korrekt – og det ved de. TV2 skriver selv i artikel 15. maj: ”Ingen dokumentation for skatteunddragelse”. De vælger desværre at placere den oplysning nederst i artiklen. Tjek det her og scroll langt ned.
Behandl vores medarbejdere ordentligt
Vores medarbejdere i kundeservice mv. bliver i disse dage talt grimt til og kaldt grimme ting af personer, der tror SPORTMASTER snyder. Det gør vi ikke og vores medarbejdere har fortjent at blive talt ordentligt til. De kæmper sammen med os for at vi klarer COVID-19-krisen og bevarer vores arbejdspladser.
Her er regnestykket
For alle medarbejdere vi har hjemsendt og søgt lønkompensation til, er regnestykket enkelt. For hver 100 kroner vi betaler i løn til hjemsendte medarbejdere, får vi kompenseret maksimalt 75 kroner. De resterende mindst 25 kroner betaler vi. Det fulde beløb udbetales til vores medarbejdere, der indkomstbeskattes i Danmark.
Lønkompensationsordningen hjælper til, at vi kan beholde vores dygtige medarbejdere, på trods af COVID-19-krisen og massiv omsætningsnedgang. Vi kæmper for at beholde dem alle.
Kort og kontant
- Vi har mere end 1000 dygtige danske medarbejdere, som vi vil beholde og undgå at afskedige.
- SPORTMASTER har dansk CVR-nummer og vores butikker er omfattet af dansk overenskomst.
- Når vi søger lønkompensation, sker det med udgangspunkt i hver enkelt medarbejders CPR-nummer og COVID-19-støttekronerne går til at lønne de hjemsendte medarbejdere, der beskattes i Danmark.
- SPORTMASTER har desværre været underskudsgivende i flere år. Det fremgår af de tidligere regnskaber, der er offentligt tilgængelige og vil også fremgå af 2019-regnskabet, når det aflægges.
- Vores nye ejere er det 28 år gamle selskab Sportmaster Operations PTE. LTD.
De er registreret i Singapore, der ikke er og ikke har været på EU’s liste over skattely. - De nye ejere har både sidste år og i år tilført et trecifret millionbeløb til Danmark.
Det ikke tilfredsstillende, at SPORTMASTER giver underskud. Det er ikke noget, vi er stolte af. Men vi vil gerne frabede os, at vores kamp for at skabe en god forretning, og holde fast i gode arbejdspladser, sidestilles med skatteunddragelse.
Vi håber, at du synes, du har fået en ordentlig forklaring. Og at du vil hjælpe med til, at der tales ordentligt til vores medarbejdere.