Gå til forside
Guide til Regntøj

Klæd ungerne på til regnvejret

Findes der noget bedre end at hoppe og pjaske i vandpytter? Sørg for at give dit barn de bedste betingelser for at lege i forårsregnen med lækkert, holdbart regntøj, så du undgår våde sokker og forkølelser. Læs med, når vi guider dig til, hvordan du bedst shopper regntøj. Alle børn elsker regnvejr. Sådan er det bare. Så det bedste vi kan gøre som forældre er at klæde de små godt på fra inderst til yderst. For ingen undgår regnen i det her land. Det er et faktum.

Tid til nyt regntøj?

 

Når det bliver forår smider de små flyverdragten og alle børn er pludselig mere ude end de er inde i daginstitutioner og skole. I det danske vejr er et godt regnsæt derfor en absolut nødvendighed! Men inden du begiver dig ud for at købe nyt, bør du overveje ting som størrelse, behov, regntøjets egenskaber, pleje med videre. Læs med og bliv klogere på, hvad du skal være opmærksom på inden du vælger.

Er dit barn vokset?

 

Måske det ikke duer at sammenligne med det sæt, som allerede hænger i skabet, men som blot er slidt op. Børn vokser, og de vokser hurtigt! Og det er ikke rart at have et par regnbukser på som stumper! Husk, at der i et regnsæt skal være plads til, at man også har tøj på indenunder. Et regnsæt må hverken sidde for løst eller for stramt. Måske du skal gå en størrelse op for at være sikker på, at barnet har bevægelsesfrihed. Men omvendt må det heller ikke være for stort. Derfor vil det absolut bedste være, at du får barnet til at prøve regntøjet før du shopper. Køber du online har du heldigvis returret i 365 dage.

Hvad skal dit regntøj holde til?

 

Der er forskel på, om dit barn skal være mange timer ude om dagen i regnvejr eller blot skal have et regnsæt, der passer til korte ture og let regn. Med andre ord, hvor vandtæt skal regnsættet være? Ikke alle regnsæt er lige vandtætte, så overvej til hvilken aktivitet regntøjet skal bruges, og over hvor lang tid barnet skal opholde sig i regnen.

 

Med børns ude leg skal regntøjet holde til lidt af hvert. Derfor er det vigtigt, at regnsættet har tapede sømme, så vandet ikke kan trænge ind gennem syningerne. Med tapede sømme sikrer du, at vandet holdes ude og at barnet er tørt fra top til tå. Regntøjet skal have et moderat højt vandsøjletryk og dermed kunne modstå vandet i en vis periode.

Hvad er vandtæthed og vandsøjletryk - og hvorfor er det vigtigt?

 

Man måler vandtæthed ved hjælp af begrebet vandsøjletryk. Vandsøjletryk angiver mængden af vand i millimeter, som en kvadratcentimeter på regnjakken kan holde ude pr. time før vandet går igennem. Jo højere vandsøjletryk jo mere vandtæt.

 

Tjek vores skema over vandsøjletryk og se hvor højt et vandsøjletryk dit barns regntøj skal have afhængig af, hvilke krav du har til regntøjets anvendelse.

 

• 2.000 mm: vandafvisende, men ikke decideret vandtæt

• 4.000 mm: til korte ture og brug i let regn

• 6.000 mm: til kraftig regn over en kort periode eller let regn i en lang periode

• 8.000 – 12.000 mm: til kraftig regn i få timer og lidt regn i meget lang tid

• Over 12.000 mm: til meget kraftig regn over lang tid

 

Hvis du føler, at regnen trænger igennem dit nuværende regntøj, så kan du måske med fordel bruge en PFC-fri imprægneringsspray, der får regndråberne til at prelle af.

Forskellen ligger i detaljen

 

Ud over de rent tekniske krav til regntøjet, så er der en del praktiske detaljer, som du bør overveje inden du beslutter dig for, hvilket sæt der skal med hjem. Små, men vigtige ting når det kommer til både komfort og sikkerhed.

Seler og stropper

Det er ikke noget så irriterende for børn - og voksne, som regntøj der ikke sidder ordentlig fast. Bukser, der enten kryber op eller falder ned, bliver hurtigt en kold og våd fornøjelse. Vælg derfor regnsæt med seler og stropper, som barnet kan sætte fast under gummistøvlen. Og gerne gummistropper frem for elastikstropper, som ikke er nær så slidstærke.

 

Velcrolukninger

For at holde regnen ude fra ankler og håndled kan du med held vælge et regnsæt med velcrolukninger eller elastikker, som holder tøjet godt på plads. Velcro er effektivt og nemt at åbne og lukke selv for de mindste børn.

 

Hætter

Husk, at en hætte aldrig må bindes med snører. Du risikerer, at barnet hænger fast ved leg på legepladsen. For at undgå farlige situationer bør du derfor købe et regnsæt med aftagelig hætte, som kan knappes af og på.

Forstærkninger

Har du et aktivt barn ved du, at tøjet lynhurtigt bliver slidt ved knæ og albuer. Overvej derfor at købe et regnsæt med forstærkninger, så du forlænger regnsættets levetid.

 

Er dit barns regnsæt PFC frit?

Noget regntøj er behandlet med flourcarbon/PFC som imprægneringsmiddel for at holde vandet væk fra tøjets overflade. Vi anbefaler dog, at du køber PFC-frit regntøj til dit barm, da det ikke er godt for hverken miljø eller mennesker.

 

Knapper eller lynlås?

Små hænder kan have lidt svært ved selv at knappe de hårde trykknapper på en regnjakke, mens det går lidt lettere med at lyne en lynlås. Trykknapper har desuden den ulempe, at der nemt kan trænge vand ind i mellem knapperne, hvorimod en lynlås lukker mere effektivt af for dråberne. Vælg den løsning som er nemmest og mest bekvem for dit barn.

Pleje af dit barns regntøj

 

Børns regntøj bliver ofte beskidt og vaskes derfor relativt ofte. Men vask slider på yderstof og imprægnering – du kan derfor med held lade vådt, beskidt regntøj hænge til tørre og så børste det værste snavs af, når det er helt tørt. Når du vasker, så følg vaskeanvisningerne på tøjet grundigt inden du propper det i vaskemaskinen. Regntøjet skal gerne holde længe, så det er vigtigt at du vasker det korrekt.

 

Regntøjet er vandtæt/vandafvisende indtil det udsættes for vask. Derfor er det vigtigt at imprægnere regntøjet minimum en gang om året.

 

Brug aldrig vaskemiddel med opløsningsmidler, når du vasker dit regntøj. Og undgå også skyllemiddel. Du passer bedst på regntøjet, hvis du vasker det i flydende opvaskemiddel, der er egnet til funktionelt tøj.

Et tip

 

Hvis du har mulighed for det, så overvej om dit barn ikke skal have to sæt regntøj – et I bruger derhjemme og ét som barnet bruger i daginstitution/skole. Så slipper I for at tage vådt regntøj med frem og tilbage.