Gå til forside
Guide til Regntøj

Vi klæder dig på til regnen

Husker du duften af våd asfalt efter en omgang frisk sommerregn? Eller uendelige regnvejrsdage i sommerhuset? I Danmark er vi velsignet med omskifteligt vejr – faktisk regner det ifølge DMI 179 dage om året! Det stiller store krav til vores tøj og udstyr. Måske er det ligefrem nu, at du skal investere i noget godt regntøj. Læs videre, når vi guider dig til, hvordan du finder det helt rigtige regntøj til dig selv.​

Forkæl dig selv med nyt regntøj

 

Måske du ikke tidligere har tænkt over regntøj, som en decideret prioritet på din ønskeliste, men det bør du! For selvfølgelig skal du ud selvom det regner og selvfølgelig skal du kunne holde dig tør og varm og samtidig nyde fornemmelsen af gode materialer. Hvem har ikke fortjent et lækkert sæt regntøj! Vi lover dig, at det vil være en investering du bliver glad for.

 

Men inden du begiver dig ud for at købe nyt, bør du overveje ting som størrelse, behov, regntøjets egenskaber, vandsøjletryk, pleje og meget mere. Læs med og bliv klogere på, hvad du skal være opmærksom på, inden du putter din favorit i shoppingkurven.

Hvad skal dit regntøj kunne?

 

Er du typen, der kun går ud i støvregn? Eller trodser du elementerne og traver en tur med hunden i silende regn eller cykler du måske på arbejde i al slags vejr? Foretrækker du at løbe mellem dråberne eller gør dit arbejde, at du er ude hele dagen? Der kan være stor forskel på vores behov, men er du relativ meget ude i regnen vil et regnsæt i høj kvalitet være en god investering. Omvendt, hvis du ikke har et kæmpe behov for at modstå regnen, kan du nøjes med en regnjakke i standard kvalitet.

Hvad er vandtæthed og vandsøjletryk - og hvorfor er det vigtigt?

 

Når du shopper regntøj er det vigtigt at overveje, hvor vandtæt det skal være. Ikke alt regntøj er nemlig lige vandtæt – dit behov afhænger af, hvilken aktivitet du skal bruge det til.

 

Man måler vandtæthed ved hjælp af begrebet vandsøjletryk. Vandsøjletryk angiver mængden af vand i millimeter, som en kvadratcentimeter på regnjakken kan holde ude pr. time før vandet går igennem. Jo højere vandsøjletryk jo mere vandtæt.

 

Tjek vores skema over vandsøjletryk og se hvor højt et vandsøjletryk dit regntøj bør have afhængig af, hvad du skal bruge det til.

 

• 2.000 mm: vandafvisende, men ikke decideret vandtæt

• 4.000 mm: til korte ture og brug i let regn

• 6.000 mm: til kraftig regn over en kort periode eller let regn i en lang periode

• 8.000 – 12.000 mm: til kraftig regn i få timer og lidt regn i meget lang tid

• Over 12.000 mm: til meget kraftig regn over lang tid

 

Hvis du føler, at regnen trænger igennem dit nuværende regntøj, så kan du måske med fordel bruge en PFC-fri imprægneringsspray, der får regndråberne til at prelle af.

Regntøjets materialer

 

En anden faktor som spiller ind, når du skal vurdere, hvilket regntøj du bør lægge i shoppingkurven, er hvilket materiale, der er anvendt. Materialet påvirker nemlig regntøjets vandtæthed og åndbarhed.

 

Regntøj produceres primært i to typer af materialer; polyester og polyurethan (PU). Polyester har en tekstillignende overflade med høj åndbarhed, men er mindre vandtæt end PU-materialet, som modsat har høj vandtæthed grundet sin gummioverflade, men ikke er ret åndbart.

Har du prøvet at svede under et regnsæt ved du, at det kan føles nærmest kvælende og klamt. Er du derfor meget fysisk aktiv i dit regntøj, eksempelvis ved at cykle frem og tilbage på arbejde, så bør du nok gå med et regnsæt produceret i polyester. Bruger du alene regntøjet til korte gåture eller på sidelinjen til dit barns fodboldkampe, så kan du med held shoppe regntøj i PU-materiale.

 

Overvej også om dit regntøj er behandlet med flourcarbon/PFC, et imprægneringsmiddel der holder vandet væk fra tøjets overflade. Vi anbefaler dog, at du køber PFC-frit regntøj, da det ikke er godt for hverken miljø eller mennesker.

Dit tøj skal kunne ånde

 

Åndbarhed er alfa omega, hvis du er meget fysisk aktiv i dit regnsæt. Har regnsættet en lav åndbarhed vil det hurtigt føles klamt, varmt og fugtigt under tøjet fordi din krop har svært ved at slippe af med varmen. Du vil opleve at være svedig og varm, eller måske sniger der sig endda en forårsforkølelse ind på dig fordi du har oplevet at være både varm, fugtig og kold på én og samme gang.

 

For at sikre høj åndbarhed skal du derfor overveje regntøjets materiale, hvilken grad af åndbarhed det har samt om det har påsat ventilationsåbninger.

 

I dette skema kan du aflæse, hvilken grad af åndbarhed dit regntøj bør have baseret på dit behov:

- 1.000-3.000 g/m2/døgn: små gåture

- 3.000-5.000 g/m2/døgn: længere gåture (2-5 km)

- 8.000 g/m2/døgn: let løb eller 3-5 km cykeltur

- 10.000 g/m2/døgn: løb i normalt tempo og længere cykelture

- Over 10.000 g/m2/døgn: meget aktivt brug

 

Værdien som anvendes i skemaet vil stå angivet som MVP (moisture vapour perpiration). MVP vil være angivet enten i regntøjets label eller i produktbeskrivelsen.

Pleje af dit regntøj

 

Dit regntøj skal gerne holde længe, så derfor er vigtigt, at du vasker det korrekt. Brug aldrig vaskemiddel med opløsningsmidler, når du vasker dit regntøj, og undgå også skyllemiddel. Du passer bedst på regntøjet, hvis du vasker det i flydende vaskemiddel, der er egnet til funktionelt tøj.

Hovedreglen er dog faktisk, at du bør vaske dit regntøj så lidt som muligt for at undgå slid på yderstof og imprægnering, som holder dit regnsæt vandtæt. Regntøjet er vandtæt/ vandafvisende indtil det udsættes for vask. Derfor er det vigtigt at imprægnere regntøjet minimum en gang om året.

Opbevar dine ting i en regntæt taske fra Rains