Gå til forside

15. APRIL, 2017

MØD ADIDAS TANGO LEAGUE-KAPTAJN FILIP DJUKIC

I løbet af efteråret 2016 blev vi så småt introduceret til konceptet Tango League hos adidas. Et koncept bygget op omkring en række af udvalgte kaptajner - med fokus på glæden ved spillet og repræsentanter for fodbolden som en livsstil og mere end bare et spil indenfor kridtstregerne. Vi har mødt Filip Djukic - én af de seks kaptajner - til en snak om konceptet Tango League, store drømme - og selvfølgelig lidt udstyr. Læs hele interviewet længere nede!

Hvad er Tango League for dig?

Det er flere ting. Mest af alt er det en anderledes måde at spille spillet på. Mindre bane, færre spillere, flere aktioner og ikke mindst mange detaljer og mål. En sjov ting ved Tango League er at du kan folde dig ud, uden at føle nogen form for pres og bare have det sjovt med dine venner. Når det så er sagt er hverken vindermentalitet eller passionen lagt på hylden til de her kampe. For mig er det også vigtigt at give mine venner og ”the boys from the hood” en oplevelse. Det gør mig glad!

Din favoritstøvle og handsker? Og hvorfor?

ACE! Jeg har siden den første udgave følt mig godt tilpas i den og opfylder på rigtig mange områder de ”krav” jeg har til en støvle som den type keeper jeg er. Det er ingen hemmelighed, at et af mine store forbilleder er Marc-André Ter Stegen fra FC Barcelona – og jeg kan nok ikke sige mig helt fri fra at have fået en smule inspiration fra ham, selv på udstyrssiden. Han spiller selv i ACE 17.1 Primeknit ligesom, at vi begge også står i Fingertip-udgaven fra ACE-serien. Egentlig en handske jeg er blevet større og større fan af med tiden, på bekostning af f.eks ACE Trans Pro. Mest af alt grundet Rollfinger Cut’et i Fingertip’en, som jeg er kæmpe tilhænger af – samtidigt med at den designmæssigt er perfekt!

Dine drømme? Både inden- og udenfor banen?

Jeg har altid lært at man skal drømme stort – og min største drøm er da, at blive verdens bedste målmand! Det er selvfølgelig mere end optimistisk, men jeg tør godt sætte ord på, at det er det jeg drømmer om. Vigtigst af alt er det dog, at jeg bliver ved med at udvikle mig og får det absolut maksimale ud af mit potentiale. Så må man, i sidste ende, se hvor langt det rækker.

Selvfølgelig drømmer jeg derfor også om at spille Champions League – specielt efter et år hvor vi med U19-holdet har fulgt førsteholdet i netop den turnering og derfor har fået CL-hymnen at høre nogle gange! Det giver en helt speciel følelse fordi det er en hymne man er vokset op med og når man så endelig sidder på lægterne og hører den er det så specielt, at man næsten ikke kan tillade sig andet end at drømme om at stå på grønsværen selv og være en del af turneringen. Det er langt fra alle der får lov til det – men guderne skal vide at jeg vil arbejde hårdt for at jeg en dag kan få lov! Det er alt sammen drømme, som jeg arbejder alt hvad jeg kan for at komme til at udleve – både inden- og absolut også udenfor banen. Her er min familie en enorm støtte – både når det går godt og når det går skidt. Derfor er det selvfølgelig, mere end noget andet, vigtigt for mig at de har det godt!

Hvordan ser du fodbolden udvikle sig over de kommende år? Og hvad skal en ung "Creator" fokusere på for, at nå helt til tops?

Jeg håber fodbolden udvikler sig i en endnu mere ”teknisk” og underholdene grad end hvad tilfældet er allerede nu. Jeg er ikke tilhænger af alt for fysisk betonet fodbold og lange bolde så jeg håber, at vi får mere at se til dette i fremtiden. Fodbold handler selvfølgelig om at vinde – men jeg håber ikke man i fremtiden kommer til at glemme at det er underholdende og ”lækre spil” vi elsker!

Jeg er selv stadig ung og har stadig meget at lære. Ikke desto mindre er jeg dog klar over at man ikke kommer sovende til succes – og jeg ved at hårdt arbejde betaler sig. I mine øjne sætter man kun selv grænsen for hvor langt man vil nå. Kombineret med den portion held alle ved der skal til ift. at præstere godt på det helt rigtige tidspunkt. Det er i hvert fald de råd en 10-årig udgave af mig selv ville lytte til og tage ved lære af. Men ikke mindst skal man nyde spillet! Man må ikke undervurdere betydningen af glæden ved spillet - og det er lige netop glæden ved spillet som jeg i allerhøjeste grad synes, at et koncept som Tango League formår at repræsentere.

"Hvis du ikke tror på dig selv er der ingen andre der tror på dig…"

Husk at du kan følges os på Facebook og Instagram for, at følge med i fodbolduniverset hos Danmarks største sportskæde. Du kan ligeså tilføje os på Snapchat på 'vildmedfodbold' hvor du bl.a. kan følge med når vi er ude og dække arrangementer som f.eks Tango League sammen med adidas Danmark. Skulle du være småforelsket i Tango League-kollektionen af træningstøj fra adidas kan du se hele udvalget her.